Opgang F, Tekst

Hvorfor altid et skridt tilbage?

Tekst af Malue S. Meyer, Illustration af Zephyr
Som diagnosticeret oplever man fra tid til anden, at man ikke bliver accepteret for at være, hvad man er, eller for at have, hvad man har. Folk behandler en, som om det var ens eget valg, og man ikke passer ind, men det er jo ikke sandheden.

Jeg sidder på vej hjem i bussen godt træt efter en lang dag inde i storbyen. Der er heldigvis ikke så lang vej hjem nu. På bussen stiger en bekendt person på. Selvom det er mange år siden sidst, jeg så hende, så kan jeg straks genkende hende. Hende har jeg gået i klasse med! Mit indre sprutter af glæde, for det er så længe siden, jeg sidst snakkede med hende. Jeg ser på hende med et lille smil på læberne. Først skæver hun til mig, ignorerer mig, men hilser så kort, da det går op for hende, at jeg ikke har tænkt mig at slippe hende med øjnene. Selvom der ikke sidder nogen ved siden af mig, så tager hun ikke pladsen. Så snart hun er ude af syne, mærker jeg en knude af velkendt vemod trykke i min mave og bryst. Hun lignede en, der slet ikke kendte mig.

Det er ikke første gang, det er sket med en fra min gamle folkeskole-klasse. Lige siden jeg fortalte dem om min diagnose, har de næsten med vilje undgået mig. Altid når jeg ser dem i bussen eller supermarkedet, så får vi en kortvarig øjenkontakt, men så sørger de også for at kigge væk. De hilser ikke, en sjælden gang nikker de måske lige til mig eller smiler, men yderst sjældent et hej eller en samtale. De opfører sig, som om jeg var giftig og ville smitte dem med min diagnose. Hallo? Psykiske lidelser eller personlighedsforstyrrelser har intet til fælles med influenza og forkølelse, så der er ingen risiko for at blive smittet.

Som mange andre diagnosticerede sikkert kan relatere til, så er det som om, at folk ligesom forsvinder, når de finder ud af, at man har en diagnose. Hvis ikke de tager afstand til en, så mener de bare, at man passer perfekt ned i den boks og påstår at man har alle symptomerne. Kære søde venner, lad vær med at spille bagkloge. Hvis I gør noget, vi ikke kan lide eller der er et hensyn til os, I skal tage, så skriger vi for dælen nok op. Enten på besked eller sådan ansigt til ansigt. Hvis I er i tvivl, gider I så ikke spørge? Det irriterer mig rigtig meget, når folk spiller bagklog på en diagnose, eller når folk straks antager noget.

”Nåh ja. Når nu du er asperger, så kan du ikke sætte dig ind i andre folk”

Den slags kommentarer får jeg ikke, men det er der sikkert mange andre der gør. Det her er et typisk eksempel på en kommentar, man som asperger kan få. Hvad fanden bilder en person, der siger sådan noget sig ind? Man kan sgu da ikke antage, at fordi en person har den her diagnose, så kan vedkommende ikke det og det osv. Man kan jo godt have en diagnose uden at have hvert eneste ene symptom. Altså folk uden diagnoser er da heller ikke ens, vel? Det samme gælder diagnosticerede.

På en måde gør det mig trist til mode at tænke over, hvor mange venner jeg har mistet på grund af min diagnose. Jeg mistede alle mine tidligere klassekammerater på det, men måske handlede det ikke kun om min diagnose, men også manglen på at tage kontakt til dem, men det burde jo ikke være endnu en grund til at undgå mig.

Det er som om, at her på det sidste, er det blevet et tabu at have en diagnose. Som om det så betyder, at man er rablende gak. Det føles som om, at når man fortæller dem om ens diagnose, så træder de et skridt længere væk, som om de ikke vil tættere på en. Ikke vil binde sig til en, men hellere slippe det bånd, man havde med den person. Hvorfor træder de aldrig tættere på? Hvorfor vil de ikke blive nære venner med en, selvom man har et skilt i panden, hvor der står: ADD, ADHD, autisme, angst eller sådan noget?

Personligt har jeg kun oplevet, at alle mine nærmeste venner enten var diagnosticerede eller slet ikke var klar over, at jeg havde en diagnose. Dem som ikke ved det, tør jeg ikke fortælle det til. Hvorfor skulle man, når nu der er stor chance for at miste dem? Det er jo ligesom russisk roulette, hvor at chancen for at tabe er 70 – 80%. Det er jo ikke spil, man vil satse penge på. Eller venner rettere.

Har du en diagnose eller kender du nogen der har? Ønsker du at vide mere om bestemte diagnoser og personlighedsforstyrrelser? Tjek linkene herunder og læs mere.

ADHD.

https://adhd.dk/hvad-er-adhd/

Aspergers Syndrom.

https://www.psykisksaarbar.dk/autisme—aspergers-syndrom

ADD.

https://www.ungliv.dk/problemtyper/add/

Angst.

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/angsttilstande/angsttilstande/

Depression.

https://www.psykiatrifonden.dk/viden/diagnoser/depression/depression.aspx

views
36