Opgang F, Tekst

Gyser-noveller

Udvikling
af Malue S. Meyer
Illustration af Marwa Al-Boustani

”Mongol” hvisker han i øret på Freja.

Det er ikke første gang han kalder hende det. Det kalder alle hende på skolen, men Jeppe er værst til det. Alle kalder hende en mongol, på grund ad hendes diagnose. Freja lukker øjnene og prøver at lukke det ude. Det nytter ikke at diskutere med ham. Det vil blot gøre det hele meget værre. Hun retter blikket mod Karin oppe foran tavlen.

”Kom nu. Snak med mig, din lille skid. Jeg keder mig” hvisker Jeppe til hende.

Hun sukker og ignorerer ham.

”Din fucking lille bitch!” snerrer han af hende, da hun ikke svarer.

Jeppe fnyser af hende. Hun tager en dyb udånding og prøver at lade det ligge, men hans kommentarer giver hende en trist følelse. En lidt deprimeret følelse.

På vej hjem fra skole går hun alene og med lange skridt. Lige efter skole gemmer hun sig på pigernes toilet og venter en halvtime på, at Jeppe og hans venner skal gå, så de ikke vil tyrannisere hende hjemturen. Freja er næsten hjemme, da hun hører en stemme bag sig.

”Så du gemte dig, hva´?” siger Jeppes stemme.

Hun vender sig om og ser ham stå lige ved naboens hus. Bag ham ligger hendes hus. Hvis bare hun kan komme udenom ham…

”Hør Jeppe. Jeg skal altså virkelig hjem nu. Der er nogle ting, jeg skal nå,” siger hun.

”Nåh så det er der?”

Hans stemme lyder ironisk.

”Ja, så det er ikke for at være uhøflig, men jeg skal altså-”

Han afbryder hende.

”Du skal lave mine lektier. Det er nemlig rigtigt”

Han griber hende i armene og stirrer ned på hende. Han behøver ikke en kniv for at virke farlig. Hans blik kan skære igennem hendes kød.

 ”Giv mig dine svar på den lange matematikopgave, og jeg lader dig være, din lille mongol” snerrer han helt oppe i ansigtet.

”Men det er jo at snyde”

”Jeg er fucking ligeglad. Stik mig din opgave!”

Freja åbner tasken og tager opgaven op ad tasken. Han snupper den ud af hånden på hende.

”Ha! Tak. Taber” siger han og går sin vej.

Hun sukker og skynder sig ind i huset. Nu skal hun lave sine matematiklektier igen.

Der er helt mørkt. Freja tager nogle forsigtige skridt frem. Hun kan mærke hendes fødder mod gulvet, men ikke mærke temperaturen her. Noget siger hende, det her ikke er virkeligt. Lidt lys bryder frem. Der står et stort æbletræ med hængende grene længere fremme. På træets grene hænger de røde modne æbler, der frister hende til at spise dem. Under træet står et spejl med en sølvramme og et bord med en masse småting på. Freja ser sig selv i spejlet. En lille bleg pige ser tilbage på hende. Pigens sorte hår hænger ned om hendes ansigt og hendes blå øjne ser næsten bange ud. Hun har en lang hvid natkjole på. Forsigtigt går Freja tættere på spejlet.

”Det er nemlig rigtigt. Det er dig sådan, som du er nu,” siger en sær spindende, hæs stemme oppe fra træet.

Hun ser forskrækket på træet. To store blå øjne med lodrette pupiller stirrer morderisk tilbage på hende. Langsomt kommer de lysende øjne tættere på hende. En skikkelse tager form. Den kravler på alle fire og er svær at se. Dets forben minder næsten om arme, og de store og muskuløse bagben sidder fast til en bred og velskabt hofte. En lang hale med en sort pelset hvalhale for enden snor sig rundt om den gren, væsnet sidder på. Dets rygsøjle minder lidt om et menneske, men resten af den ligner mere en kat. To lange tynde horn står ud af dens pande, lige mellem ørene. Væsnet læner hovedet frem, så Freja bedre kan se dens ansigt. Pelsen på dets hoved er lang og minder lidt om Frejas sorte hår. Pelsen er sort, men ved dets venstre øje, er der en hvid plet, som om nogen har malet pelsen der. Den blinker med sine øjne og ser interesseret på hende.

”Hvad mener du med det?” spørg Freja usikkert på, hvordan hun skal reagere.

Den smiler, så hun kan se alle dens lange nåletynde tænder.

”I spejlet ser du dig selv, sådan som verden ser dig. Lille, skræmt, bange og… inden kriger”

Det sidste griner den. Freja ligger armene over kors.

”Jeg er en kriger,” siger hun bestemt.

”Nåh så det er du? Du skal vist have briller, søde. Ærligt talt. Hvornår har du sidst set dig selv udefra?”

Væsnet breder to vinger ud, magen til flagermusenes. Den flakser ned ad ned på jorden foran Freja og folder dem sammen på ryggen. Den rejser sig på bagbenene og begynder at efterligne Freja både med stemme og bevægelser.

”Jamen er det ikke at snyde?” efterligner den med en forvrænget tynd stemme.

”Det er det jo”

Freja sukker og ligger surt armene over kors, mens den sære skabning går rundt og fjoller. Væsnet overhører hende og snakker videre.

” Ja, så det er ikke for at være uhøflig…”

Den stopper op og lader som om den brækker sig.

”Føj for satan. Det er til at brække sig over. Du er simpelthen for meget, er du. Du er så underkastende at det næsten er kvalmende”

”Hvad ved du om det? Hvad ved du om mobning? Hvad ved du overhovedet om mig?” spørg Freja vredt.

Det sære væsen sender hende et bydende blik.

”Jeg har kendt dig hele dit liv, så mistro ikke, hvad jeg fortæller dig nu. Igennem de år jeg har kendt dig, har jeg observeret, at du ikke er en kriger, men en overlever. En kujon der flygter fra hvert eneste lille bump, du møder på din vej. Jeg kan næsten ikke finde ord for, hvilken bangebuks du er”

”Nu er du lidt grov, synes jeg”

Væsnet fnyser.

”Ja men kun ved at vise dig, sådan som du er, kan du måske indse, hvorfor du bør udvikle dig. Se lige på dig selv i spejlet”

Den peger med sin sorte hale på spejlet. Freja ser på sig selv i spejlets refleksion. Hun ser sig selv. Væsnet rejser sig på bagbenene og står bag hende.

”Sådan her ser alle dig. Lille og svag. Et byttedyr” siger den og skubber hende tættere på spejlet.

”Hvad mener du med et byttedyr?”

”Det skal du nok forstå om et lille øjeblik, lille skat”

Væsnet sender hende et vanvittigt grin med sine store lange tænder. En kuldegysning løber ned ad hendes ryg. Det svage lys slukker, og der bliver næsten helt mørkt. Et svagt rødt lys lyser nedefra op på genspejlingen af Freja i spejlet. Hun ser sig selv i den lange hvide natkjole, der er smurt ind i blod. Hendes øjne ser døde ud, og blod løber ned fra en flænge ved hendes læbe og en på kindbenet. Hendes ene øje er helt blåt. Begge hendes arme er fyldt med store blødende sår og blå mærker. Freja behøver ikke spørge, hvor de blå mærker og blødende sår kommer fra. Hun bliver klar over, at det er fra mobningen. Sårene og mærkerne repræsenterer de skader, mobning har forvoldt hendes sind.

”Sådan ser du ud indeni. Som du kan se… så har dit indre ikke lang tid igen”

Freja kan fornemme det sære uhyre gå rundtom hende.

”Du dør ikke. Nej nej… Du vil føle sig fortabt, blive deprimeret og måske begå selvmord. Ved du selv, hvorfor dit indre ser sådan ud?”

Mens væsnet taler, går den i cirkler om hende. Freja ryster på hovedet.

”Nej? Jamen så lad mig fortælle”

Den holder en lille kunstpause inden den fortsætter.

”Igennem årene har du fundet dig i, at folk har hakket på dig. Du har ladet dem gøre det, og det får de stadig lov til. At være den der altid undskylder, ødelægger en til sidst. Derfor er du begyndt at hade dig selv… Du hader dig selv for at være den, der altid fralægger sig ethvert ansvar, der kan bevise dit værd. Du hader dig selv for ikke at beskytte dig selv eller andre. Sker der dine venner noget, ser du altid på”

Den snor sin hale om hendes arm. Hvert eneste af væsnets ord, brænder i hendes hjerte.

”Inderst inde ønsker du ikke at være sådan her. Du vil gerne kunne sige fra. Det kan du ikke på egen hånd”

Freja mærker sit hjerte blive tungere. Væsnet har ret. Hun hader sig selv for ikke at stå op imod dem, der sårer hendes følelser og gør hende ondt. Hun vil gerne kunne sige fra, og få folk til at respektere hende.

”Du kan ikke leve dit liv på denne måde længere. Du har brug for hjælp til at sætte dem på plads en gang for alle, for hvis ikke det sker… ”, fortsætter væsnet og går om bag spejlet på alle fire.

Den holder en lille kunstpause, inden den fortsætter.

”Vil du til sidst blive så deprimeret, at du tager dit eget liv,” hvisler den i hendes øre.

I det samme kommer en rød plet frem på genspejlingens hvide natkjole. Freja i spejlet falder sammen. Væsnet dukker op bag spejlet og ser på hende med et blik fyldt af fjolleri. Freja holder sig for munden, mens hun stirrer på den døde genspejling af sig selv. Hun ved ikke, om hun bør skrige eller græde.

”Ja… sådan kan det jo ende… men der er en anden udvej”, siger væsnet og ser på hende med sine blå øjne.

Freja ser chokeret på den døde udgave af sig selv, der ligger på gulvet på den anden side i spejlet.

”Hvad er den udvej?” spørg hun.

Væsnet smiler stort i et grusomt smil.

”Du kan udvikle dig og blive stærkere. Dit indre svækkes, fordi du snart har fundet dig i mobning for længe. Du kan ikke blive ved med at finde dig i at være byttedyret, som hver dag bliver nød til at løbe og gemme sig for at overleve. Du kan ikke klare sådan en bølle som Jeppe på egen hånd”

Den lodne skabning gnidder sit hoved op af spejlets ramme.

”Men med min hjælp, kan du blive stærk igen. Du kan udvikle dig fra et byttedyr til et rovdyr, ligesom mig”

Den spinder svagt og ser tilfreds på hende.

”Sammen kan vi to blive et stærkt individ, der forsvarer os selv med næb og klør. Sammen kan du og jeg sætte en stopper for Jeppe og alle de andre, der tror, de er mere værd end dig”

Freja overvejer det lidt.

”Det var en god peptalk,” siger hun så.

Væsnet smiler tilfreds.

”Tak. Jeg har selv skrevet det… Men nu til sagen. Vil du udvikle dig til et rovdyr med mig, eller vil du forblive hvad du er? En kvalmende taber?”

Hun tænker over det. Måske. Måske ikke. Hvad mente det væsen overhovedet med byttedyr og rovdyr?

”Jeg ved ikke rigtigt…”, mumler hun.

Væsnet nikker mod spejlet.

”Prøv at se dig selv i spejlet,” siger den igen.

Hun ser på refleksionen. Ingenting. Spejlet er der helt tåget. Genspejlingen af Freja som død, er væk. I det samme bliver en hånd trykket mod spejlet. Der er en skikkelse bag tågen, der langsomt letter. Et ansigt kommer til syne. Det er Freja igen. Hun har en sort lang kjole på og en sort tætsiddende halskæde. Hendes øjne er blevet markeret med et lag sort make-up. Hendes læber er også farvet sorte. Genspejlingen af hende stråler at styrke og selvtillid.

”Det her er det, vi to kan blive sammen. Det her kan du blive, hvis du modtager min hjælp,” siger væsnet og peger på genspejlingen med en finger med en lang klo.

Freja ser fascineret på genspejlingen af den person, væsnet regner med, at hun kan blive.

”Sammen kan du og jeg blive stærke. Du vil blive modig og ingen ville turde gøre dig noget. Aldrig nogensinde igen. Du vil blive ligesom jeg. Et rovdyr. Øverst i fødekæden”

Genspejlingen smiler til hende. Hun er fristet til at takke ja til væsnets tilbud og sætte Jeppe med hans grove kammerater på plads. Der er bare lige noget, hun bliver nødt til at vide.

”Hvis jeg skal arbejde sammen med dig, bliver jeg nødt til at vide, hvem du er, og hvorfra du kender mig”

Det lodne væsen ler og smiler, mens den går over til træet og springer op på en af grenene.

”Mit navn er… Frida. Og hvad jeg er…? Hm… Du kan vel kalde mig for al den vrede og aggression, som har hobet sig op sig op et sted dybt inde i dig i løbet af årene. Jeg kan få dig til at skræmme dem som fortjener det og kun dem, der selv lægger deres rumper i klaskehøjde”

Freja nikker. Væsnet Frida har ret. Jeppe og hans grove venner har gjort så meget mod hende, og det skal stoppe nu. Nu skal han ligge som han har redt. Frida smiler til hende og rækker sin lodne pote med tre klør og en tommelfingerklo frem mod hende.

”Har vi en aftale?”

Freja rækker hånden frem for at tage Fridas pote. Hun når lige at tage den, da hun bliver forstyrret af en høj lyd.

Bib! Bib! Bib!

Drømmen smuldrer og Freja åbner øjnene. Det hele var bare en drøm. Håbet i hendes hjerte brænder ud. Et øjeblik håber hun, det ikke er en drøm, men det er det. Hun åbner langsomt øjnene og ser sørgmodigt op i loftet. Endnu en dag med Jeppe og alle de åndsvage drenge. Hun står ud af sengen og henter tøjet. Noget siger hende pludselig, det ikke er det, hun skal have på i dag. Klædeskabet bliver rodet igennem, indtil hun beslutter sig for at tage en sort kort T-shirt og sorte bukser på. Sokkerne er også sorte. Den korte T-shirt viser hendes slanke mave frem. Freja er nu meget pæn, når hun selv ser efter. Det er bare Jeppe og hans venner, der er blinde.

”Det er rigtigt, søde. De er blinde for alt andet end dem selv,” hvisler Fridas hæse stemme i hendes tanker.

Hun stopper op et øjeblik. Kan det virkelig være hende? Nej. Det er bare hendes underbevidsthed, der spiller hende et pus. Frida var jo kun en drøm. Hun går ud af værelset og videre ud i køkkenet, hvor hendes forældre er ved at gøre sig færdige. Freja smører sig en morgenbolle med smør og marmelade. Hendes far ser på hende med løftede øjenbryn.

”Er du nu blevet en Gotik?” spørg han.

Freja ryster på hovedet.

”Næh. Jeg kan nogle gange bare godt lide at gå i sort tøj” siger hun fraværende, mens hun smører sin bolle færdig.

Han grynter og går ud af køkkenet. Hendes mor kysser hende på kinden.

”Jeg bliver nødt til at gå nu, skat. Vi ses senere,” siger hun.

Freja giver hende et kram og får næsten lyst til at græde. Tanken om at skulle i skole igen i dag, giver hende kvalme. Alligevel lykkes det hende at holde det inde, for det skal hun. Heldigt for hende er der kun to år tilbage. Så går hun i 9. klasse og efter afgangsprøven behøver hun aldrig at se på Jeppes ansigt igen. Hendes mor kysser hende på panden og går ud af køkkenet og videre ud i gangen. Freja kan høre hende tage overtøj på og gå ud ad hoveddøren. Bagefter går hendes far. Han siger pænt farvel til hende og går sin vej ud ad hoveddøren. Freja spiser færdigt og gøre sig klar til at tage i skole.

Det første der møder hende, da hun træder indenfor, er stanken af vådt overtøj og støv. Freja går med blikket sænket. For at overleve i skolen, gælder det om at være så stille som muligt. Det er ligesom at falde i et med tapetet.

Ret dig op. Blikket frem.

Noget hvisler det til hende i hendes tanker. Uden at tænke over det, gør hun det. Hun skyder brystet frem og retter ryggen. Hendes ensomme gang ned til klassen fortsætter. Inde i klasselokalet sidder nogle af hendes klassekammerater og snakker. Hun sætter sin taske ved sin plads og tager plads på sin stol. Et suk slipper ud af hendes læber. Jeppe er ikke kommet endnu. Gudskelov for det. Hun finder en bog frem og læser lidt i den. Efter nogle minutter kommer Jeppe ind ad døren. Han sætter sine ting ved sin plads, og smutter over til nogle af vennerne, i den anden ende af lokalet. Han ser over på Freja og hvisker om hende til vennerne.

”Ej se lige. Nu sidder hun vist og læser igen i en af sine fucking dumme bøger,” mumler han til vennerne.

De nikker og skæver over til hende. Freja har godt bemærket det. Hun prøver bare at holde lav profil. Jeppe og hans venner begiver sig over til hende.

”Åh nej. Hvad nu?” tænker Freja og prøver at ignorere dem.

Jeppe stirrer på hende.

”Hvad så, fisse? Er det en god bog?” spørg han og tager bogen fra hende.

Hun lader ham tage den fra hende. Han vender den rundt og ser på forsiden.

”Hestenes Herre” læser han højt og fnyser.

Han kaster bogen over skulderen. Freja ser forfærdet på ham.

”Hey. Pas lige på den. Det er bibliotekets bog,” siger hun lidt skarpt.

Jeppe fnyser af hende og læner sig frem mod hende. Drengene bag ham fniser.

”Og jeg er fucking ligeglad, dumme”

”I lige måde”

Det tager Freja et øjeblik at genkende sin egen stemme. Har hun lige sagt ham imod? En summen af irritation og nervøsitet løber igennem hendes krop. Hendes knogler snurre lidt. Det føles som om, hun ikke længere har kontrol over sig selv. Som om hun et øjeblik er blevet revet væk fra kontrolpanelet over sin krop, og en anden har overtaget hendes plads. Som om hun kan se ud af øjnene, men intet gøre for at stoppe det, der sker.

”Uh!” kommer det provokerende fra drengene bag Jeppe.

”Det der er for pattebørn. Er du et pattebarn?” hvisler han.

”Det man siger, er man selv,” flyver det ud af hende.

Hans blik lyner, og han griber hende om halsen. Hun gør ikke modstand. Noget spiller i hendes øjne. Noget som provokerer og skræmmer Jeppe lidt.

”Hold så kæft med det der lort, pattebarn,” snerrer han.

I det samme kommer læreren ind ad døren. Han får straks øje på Jeppe, der holder fast om Frejas hals, mens han presser hende op mod væggen bag hende.

”Jeppe! Kan du så give slip på Freja!” hvæser læreren og smider alt, hvad han har i hænderne for at stoppe ham.

Freja kan ikke lade vær med at smile provokerende til Jeppe. Hendes øjne glimter hoverende. Et øjeblik stirrer han forarget på hende. Så snart læreren dukker op bag Jeppe, bliver hendes blik bange og skræmt. Læreren tager Jeppe i armen og får hans hænder til at slippe Frejas hals. Hun tager sig til sin hals og ømmer sig, mens chokket er malet i hendes ansigt.

”Er du okay, Freja?” spørger læreren og sætter sig på hug foran hende.

En tåre triller ned ad hendes kind. Hendes krop ryster, og hun trækker vejret i gisp. Læreren lægger armene om hende, men får så øje på alle de andre elever i klassen, der stirrer på dem.

”Gå… Gå med jer! Ud for døren og I kommer ikke ind, før jeg siger, I må!” snerrer han.

Ingen gør noget.

”Gå så ud med jer!”

Langsomt flytter eleverne deres fødder. Jeppe følger med han venner ud ad døren. Inden han går, kaster han et sidste blik på Freja. Hendes øjne skinner af skadefryd og et skræmmende tilfreds smil viser sig på hendes læber. Han går tøvende ud ad døren.

Da læreren har trøstet hende, bliver Jeppe sendt op på skoleinspektørens kontor. Han bliver straffet dyrt for næsten at kvæle Freja. To ugers bortvisning og en besked hjem til forældrene. Skolen snakker også om at sætte ham på et kursus for voldelige elever. Freja, der er blevet sig selv igen, hører om det i spisepausen fra den sladder, der går om i klassen. Hun går udenfor og finder et afsides sted i skolegården. Her sætter hun sig til at le højt. Endelig får Jeppe, hvad han har fortjent. Det er næsten som om, en tung byrde bliver lettet fra hendes skuldre.

Resten af skoledagen er der ingen, som siger ret meget. Jeppes venner siger ikke meget og forholder sig mest tavse i et hjørne. Pigerne i klassen tjekker fra tid til anden, hvordan Freja har det, som for at sikre dem, at hun er okay.

Om natten drømmer hun igen om det lodne væsen Frida. Igen møder hun den sære skabning ved det store æbletræ. Frida ser ganske fornøjet ud. Hendes blå katteøjne skinner.

”Nåh” mumler hun med et svagt smil.

”Er det dig?” spørg Freja.

Frida ligger hovedet lidt på skrå.

”Mig der hvad?”

”Er det ikke dig, der har spillet et pus med min attitude hele dagen?”

Fridas smil bliver langsomt større og hendes øjne lyser igen med en ubehagelig tilfreds glød.

”Korrekt, søde ven. Det er mig, der hele dagen har vist din styrke. Kunne du mærke, hvor tilfredsstillende det var at blive en smule fri for Jeppe?”

På en måde skammer hun sig lidt over at give Frida ret, men Freja vil ikke lyve om det. Hun smiler sødt og nikker.

”Tak. Du aner slet ikke, hvor rart det var at se ham blive taget på det gale ben”

”Og tænk engang. Det er endnu ikke slut endnu”

Frida hopper ned fra sin plads på et af træets grene. Hendes hale svinger fra side til side. Hendes nåletynde tænder glimter svagt i mørket.

”Du kan få mig til at tale gennem din krop. Bare lad mig overtage styringen af din krop, når du har brug for det, så skal jeg nok ordne drengene og alle andre, der siger noget forkert”

Freja går over til hende og rækker hånden frem.

”Aftale?”

Det grimme væsen tager hendes hånd med sin pote.

”Det er en aftale, min egen” svarer Frida og smiler kærligt til hende, mens hun fortsætter.

”Vi to vil blive ´et. En genfødsel skal vi begge igennem, og du vil komme ind i en ny æra i dit liv med mig ved din side”

De to piger smiler til hinanden.

Den efterfølgende dag kommer Jeppe ikke i skole. Freja tager i klubben. Hendes tøj er sort som natten og det samme med den sorte sminke om hendes øjne. Jeppe er der. Han sidder sammen med sine venner, men rejser sig, da han ser hende. Freja har mest af alt lyst til at flygte, men Frida beroliger hende.

Tag det med ro. Han kan ikke gøre os noget.

”Jeg prøver…, ” mumler hun tilbage.

Hun lader Jeppe komme til hende. Han ser vred ud og griber hende om skuldrene, da han kommer tæt nok på hende. Hun stirrer stift på ham uden at fortrække en mine.

”Hvad fanden er du ude på, mongoltøs? Prøver du at få mig smidt ud af skolen?” snerrer han op i hendes ansigt.

Freja mærker hjertet slå hurtigere i brystet. Hun skal lige til at vride sig ud af hans greb i hende, da hun mærker Frida i sin krop. Hun mærker, hvordan hun mister kontrollen over sin krop og kun kan se på ud ad øjnene, som var det vinduer. Frida må have overtaget kontrollen. Hun får Freja til at smile, men hun svarer ikke. Jeppe rusker i hende.

”Hvad fanden griner du af, perker? Hvad fanden synes du er så sjovt?”

Frejas øjne bliver knivskarpe og smalle.

”Dit fjæs” siger hun så ganske roligt, som om det var en normal ting at sige.

Jeppe trækker overlæben lidt op i en snerren. Han havde tabt mælet.

”Hvad sagde du på skoleinspektørens kontor? Hvad sagde du til dem?”

Freja smiler skummelt.

”Hvad fanden kommer det dig ved, svin?”

Han spærrer øjnene op i overraskelse, men på få sekunder bliver hans blik stift og hård. Han knyttede næverne.

”Du kan sku sørme selv være et svin!”

Freja lader som om hun bliver såret og smiler så med et skævt grin.

”Kommer det fra dig med vrede problemet”

Jeppe skal lige til at løfte armene for at slå hende eller tage kvælertag på hende, men når lige at stoppe sig selv i det. Han tramper væk med tunge vrede skridt. Freja griner lavt for sig selv og ser på drengene med et blik, der får dem til at bævre. Hvorfor var de pludselig så bange for hende? Hun havde da ikke gjort dem noget. Heller ikke Jeppe. Freja har på fornemmelsen, at Frida kan gøre langt værre ting ved Jeppe og hans kumpaner. Hun stirrer ondskabsfuldt på dem, der får hendes øjne til at summe. De ser mere forskrækket på hende end før. Efter lidt tid går hun tilfreds videre og lader drengene passe sig selv.

Om natten taler hun med Frida i sine drømme. De snakker om, hvad hun skal til at gå i, hvordan de skal håndtere Jeppe, og hvad de vil gøre, hvis han forsøger at kvæle Freja igen. Frida synes godt, de må slå ham ihjel. Freja får overtalt hende til kun at slå ham bevidstløs.

Næste morgen vælger en af Jeppes kumpaner at gå på tværs af Freja. Hun snakker med en af de andre piger i klassen, da han passerer dem.

”Fisser!” råber han efter dem.

Freja mærker Frida vende og dreje sig i hendes krop.

”Er du måske jaloux?” slynger hun ud og ser på ham med løftede øjenbryn.

Jeppes kammerat ser nervøst på hende.

”Øh… næh. Jeg er faktisk godt tilfreds med min sprøjte”

”Nåh… jamen kunne du så ikke holde op med at gale op med det der pjat? Du er jo ikke på en restaurant, der serverer alt, hvad du råber op om”

Han ser på hende med et skeptisk blik.

”Fuck hvor er du klam!”

”Jamen så er vi to”

Frejas klassekammerat ser helt forundret på hende. Jeppes kammerat går videre og prøver at lade som ingenting, men det er tydeligt, at han har tabt mælet. Freja smiler tilfreds, da han går sin vej.

De to uger er gået. Freja har vænnet sig til Fridas handlekraft, når hun overtager styringen af hendes krop. Nogle gange føles det helt mærkeligt, som om hun ikke kan huske, hvad Frida har gjort eller sagt. Gad vide hvorfor det er sådan? Hun ryster tanken af sig. I dag kommer Jeppe tilbage fra sin bortvisning. Freja og Frida kan næsten ikke vente. Han dukker først op, lige da timen var begyndt. De taler ikke sammen i hele timen, men da de når til frikvarteret, kan han ikke klare det længere. Da læreren går, stormer han hen til Frejas plads, tager den bog hun læser i fra hende og ser arrigt på hende. Hun ser roligt tilbage på ham, som om intet er hent.

”Det der er stadig ikke en af mine bøger,” siger hun.

”Jeg er fucking ligeglad. Er du med?!” snerrer han af hende.

”Nu ikke så sur”

Han tager fat i hendes håndled og presser sammen om den. Det gør ondt. Freja føler sig usikker et øjeblik på Fridas handlekraft.

”Du er færdig med at sladre om mig og få mig i problemer. Har du fattet det? Har du, kælling?!” hvæser han.

Freja når ikke at tænke over det. Den kommer bare helt af sig selv. Hun slår ham i maven, så han løsner grebet om hendes håndled. Hun trækker hånden til sig og kaster sig over ham. Hendes lange negle efterlader rifter på hans arme. Hendes øjne lyner morderisk og lyser svagt blåt. Et øjeblik holder de begge inde. Han ser skræmt på hende, helt chokeret over hendes reaktion. Hun smiler væmmeligt til ham. Hendes lysende blå øjne skinner morderisk til ham. Det er nu ikke det der skræmmer ham. Hendes pupiller er lodrette, ligesom hos katte.

”Freja… dine øjne!” hvisker han.

Hun sidder ovenpå hans mave og ser dødbringende på ham.

”Mine øjne? Hvad er der galt med mine øjne? Hvornår har du så sidst set dine øjne? Jeg tror faktisk dine er blevet lidt mere… blå” snerrer hun og slår ham på det ene øje med en knyttet næve.

Det vil helt sikkert give ham et blåt øje. Lærerne kommer ind ad døren, og kampen ophører.

Freja bliver sendt op på rektors kontor sammen med Jeppe. De tager en snak om vind og vejr, men det løser ikke noget. Hun bliver bortvist fra skole i to uger. Jeppe ved hun ikke noget om, men for hendes skyld kan han sgu godt sejle i sin egen sø. Hendes forældre bliver kaldt ind til forældremøde, hvor lærerne fortæller om hendes adfærd.

”Vi kan jo tydeligt se, du har ændret dig her på det sidste. Du er blevet mere åben, og det er rigtig godt. Det er rigtig flot, Freja… men vi tror, der kan være tale om, at du måske har åbnet dig… lidt for meget,” siger dansklæreren og set bekymret på hende.

”Henover de sidste par dage, har du været langt mere aggressiv, end hvad godt er, og det bekymrer os lidt. Hvis ikke din adfærd er ændret inden om to uger, bliver vi nok nødt til at skaffe professionel hjælp til dig”

Freja får lyst til at fnyse ved tanken, men holder det i sig. Hendes forældre har givet hende stuearrest de næste to uger. Som om det skulle være en straf for hende! Hun er jo introvert. At blive isoleret på sit værelse er intet problem for hende. Frejas forældre sidder inde i stuen og snakker. Freja selv ligger i sin seng. Hun skammer sig over, at Frida tog så meget overhånd og gik langt over stregen. Hun gennemtævede Jeppe jo! Selvom han er en nar, så er det ikke rimeligt at slå ham ihjel for det. Langsomt glider Frejas øjne i, og hun falder i søvn.

Om natten mødes hun med Frida i sine drømme ved det sædvanlige æbletræ med de store, fristende, røde æbler. Frida sidder oppe på en gren med et skinnende rødt æble i hånden. Freja står under træets grene.

”Nåh… så fik vi stuearrest,” mumler Frida og stirrer på æblet som om det er en stor sjældenhed.

”Ja… det er nu ikke så galt… Men der er noget, vi må tale om,” siger Freja stift.

”Og hvad er så det?”

Frida stirrer fortsat på æblet.

”Vi kan ikke blive ved med det her”

Frejas stemme dirrer en anelse. Frida ser på hende med et vredt blik.

”Hvad skal det nu betyde?” snerrer hun.

”Det her går ikke. Du gik langt over stregen tidligere i dag. Du bankede jo Jeppe gul og blå. Det var ikke meningen, det skulle gå så vidt”

Frida fnyser.

”Det er også kun mindre, end hvad han har fortjent”

Freja mærker et sug i maven. Det her vil blive svært.

”Det bliver altså nødt til at stoppe her. Jeg vil ikke have, du blander dig i mine ting ingen”

”Og hvorfor nu ikke det? Har du fået kolde fødder? Er det, hvad det drejer sig om?”

Hun ryster på hovedet.

”Nej-”

”Jo det er! Du vil tilbage i rollen som klassens spøgelse. Du vil ikke have problemer. Se det er, hvad det hele handler om!”

Frida borer sine klør ind i æblet.

”Ja. Jeg er ikke typen, der søger ud efter problemer. Jeg vil gerne kunne leve et fredeligt liv-”

”Forstår du det ikke?! Du kan ikke leve fredeligt, så længe Jeppe hænger om dit ben som en lænke”

”Og det er fint med mig, hvis det betyder, jeg ikke skader nogen”

Frida retter sig op og kyler det smadrede æble fra sig.

”Jeg troede endelig, vi forstod hinanden. Du hader ham ligeså meget, som jeg gør”

”Det er jeg klar over, men vi kan ikke slå ham ihjel. Det er ikke en af de ting, man kan gøre, som det passer en”

Freja mærker knæene ryste under sig. Frida vender ryggen til hende.

”Gå med dig,” snerrer hun uden at vende sig om.

Freja går med tøvende skridt, men stopper så et stykke fra træet. Hun vender sig om igen.

”Du må ikke tage det personligt, Frida,” råber hun.

Væsnets lysende øjne skinner svagt tilbage til hende, men hun svarer ikke.

Freja vågner brat op. Det er stadig mørkt i værelset. Hun tager telefonen frem og kigger på uret. 03:10 stod der. Hun sveder, og lagnet er helt gennemblødt. Langsomt sætter hun sig op og svinger benene udover sengekanten. Den kølige luft i rummet, køler hende ned. Et sted i hendes krop føler hun sig ensom. Det føles lidt tomt uden Frida, men Freja er sikker på, hun nok skal komme videre.

De efterfølgende to uger prøver hun på at vinde sine forældres tilgivelse. Det virker. Hun kommer tilbage i skole, men lærerne holder aldrig op med at vogte på hende. Jeppe er der også. De holder sig langt fra hinanden i den første tid. Frejas klassekammerater gør alt, hvad de kan, for at undgå hende. Det passer hende fint. Alligevel går det galt, ugen efter hun kommer tilbage i skole fra sin bortvisning. Hun er kommet i gruppe med Jeppe til en geografiopgave. Det er en kort og nem en. Det handler om at finde alle landene i Europas hovedstæder. Han sætter sig ved siden af hende uden et ord. Freja sidder med et verdenskort.

”Okay så… vi starter med Danmark…,” mumler hun.

”Det er da KBH selvfølgelig,” siger han i et tonefald, der får det til at lyde som om, hun er dum.

Hun mærker det suge i maven. Det er ikke rart, han taler sådan til hende.

”Ja… så er det Tyskland…”

”Det finder du sgu selv ud af, dumme”

Hun løfter blikket fra kortet.

”Hvad mener du med det? Det er jo meningen, vi skal lave den sammen”

”Men det gider jeg ikke, så det kan du gøre selv, hvis det betyder så meget for dig”

Freja er mundlam. Hvad siger man til den slags? Frida ville sikkert have en god spids bemærkning, men den ville højt sandsynligt også være grov.

”Det er sådan set en gruppeopgave, så… vi skal altså lave den sammen,” piber hun.

”Og det siger jeg jo, at jeg ikke gider. Hører du dårligt, mongol?”

Hun sidder et øjeblik helt tavst. Hun ved ikke, hvad hun skal sige eller gøre. Geografilæreren står ikke så langt fra dem. Hun rækker hånden op.

”Hvad laver du?” snerrer Jeppe ad hende.

”Jeg siger det til læreren,” siger hun beslutsomt uden at se på ham.

Han griber hende om håndleddet og trækker hendes hånd ned. Hun gør ikke modstand, da han griber fat om hendes pegefinger og presser den bagover. Det gør ondt.

”Av! Stop Jeppe. Det gør ondt”

Han ser på hende med et truende blik.

”Jeg er fucking ligeglad. Nu laver du den skide opgave, eller jeg brækker dine fingre”

Freja ved slet ikke, hvad hun skal gøre. Hendes hovedet føles helt underligt og kulderet, som om hun har været ude i en storm. Det snurrer i tænderne og knoglerne, selv de mindste. Øjnene føles som om de gløder. I hendes hoved er uklart og tåget. Hun mærker ikke længere smerten i hendes hånd, som Jeppe er ved at brække. Tingene i hendes hoved begynder at falde på plads, som puslespilsbrikker. Hun tager en dyb indånding, lukker øjnene, og langsomt kommer hendes sanser tilbage. Alting føles klart og simpelt nu. Ikke et eneste lille problem står i vejen for hende nu. Hun åbner øjnene op og lægger så mærke til Jeppe. Hun stirrer på ham med det højre øje, uden så meget som at dreje hovedet.

”Hvorfor klamre du dig til min hånd? Er det en ny måde at fri på?” spørg hun hånligt.

Hendes stemme lyder en smule fremmed, men Freja kan lide det. Forandringer skader vel ingen. Han slipper øjeblikkeligt hendes hånd og fnyser.

”Hvad fuck får dig til at tro, at jeg nogensinde ville gifte mig med en tumpe som dig?” snerrede han af hende.

Hun trak på smilebåndet og sendte ham et lumskt smil, mens hun stirrede på ham med et blik, der vækkede en smule urolighed i ham.

”Tumpe? Er det alt, hvad du har i dig?”

Freja vender hovedet og betragter ham med et ondsindet blik. En tot sort hår hænger ned foran hendes højre øje, men selv inde bag håret kan man skimte en smule af det blå øje, der stirrer på ham. Han fnyser af hende.

”Næh. Jeg har meget mere i mine busker,” siger han pjattet.

Freja rejser sig og stirrer ned på ham, mens hun knækker fingre.

”Og jeg er ligeglad med, hvad du skulle gemme i dine lommer, eller hvad du nu gemmer på. Det eneste der betyder noget, er at du lukker den mund nu, inden jeg lukker den for altid”

Han rejser sig op og retter sig op, for at se større ud en hende.

”Og det kan du ikke, smartass, og ved du hvorfor?”

Hun ser ham modigt ind i øjnene uden så meget som at blinke.

”Så fortæl mig det”

”Du er det største taber jeg nogensinde har mødt-”

Freja griber ham om halsen og presser ham op mod væggen bag dem. Hendes negle borer sig ind i kraven på hans trøje som klør.

”Ved du hvad jeg har at sige om dig?” snerrer hun helt oppe i hans ansigt.

Hun griber fat i hans kæbe med en hånd, der er ligeså hård som en metalhånd. Læreren prøver at blande sig, men hun lytter ikke efter.

”Du er den største bangebuks, jeg har set. Tænk at du er nødt til at pege fingre ad mig, for at have det godt. Hvor er det ynkeligt!”

Hun puster totten over hendes højre øje til side og et fremmed blåt øje ser tilbage på Jeppe. Det ligner Frejas øjenfarve, men pupillen ligner slet ikke sig selv. Den er lodret. Huden udenom øjet og op til øjenbrynet er blegere end på resten af hendes krop. Hun bemærker godt en slags frygt lamme ham, men om det er hendes kommentar eller barske ansigt, ved hun ikke. Det er hun nu også ligeglad med, så længe han fatter budskabet. Et skadefrydsmil glider indover hendes læber. Hans frygt er som den rene næring for hende.

”Nåh… faldt tiøren måske?” spørg hun.

Jeppe kan slet ikke finde ord. Han åbner og lukker munden uden at sige noget. Udtrykket i hans øjne er næsten panisk.

”Dit øje…! Det er…,” begynder han, men hun afbryder ham ved at gribe ham om struben.

”Og hvad er der med dem? Kan man se oceanet i dem?”

 Han svarer ikke, og hun kniber øjnene sammen.

”Nåh? Har du nu mistet tungen igen?”

Han svarer ikke, men sender hende et arrigt blik. Freja slipper ham, rejser sig tilfreds og går over mod døren ud til gangen. Læreren er lige bag hende.

”Kan du komme her lige nu!” snerrer geografilæreren, men hun hører ikke efter.

Hun stopper ved døråbningen og stirrer tilbage på Jeppe med et ondsindet morderisk blik.

”Nåh ja. Jeg burde nok fortælle dig det, så du ved det. Du skulle nemlig nødigt gå glip af det” siger hun.

Han rejser sig op og stirrer på hende.

”Hvad er det?”

”Du kan vendte dig. Vi to er ikke færdige… Nej nej… ikke endnu”

Frejas stemme virker sær og dybere, end den plejere, bemærker Jeppe. Inden hun forlader klasselokalet, sender hun ham et knivskarpt blik.

 

 

views
25