Opgang F

Gyser-noveller

Decembernat
af Lea

Jeg varmede mine rystende hænder på koppen. Kakkelovnen syder i dens varme verden. Mens jeg endnu en gang puster en hvid røgsky ud. Muggen sidder som en klistret masse på væggene, og det er svært ikke at suge muggen ned med hvert åndedrag.

Jeg læner hovedet tilbage og tæller sprækker og huller i loftet. Det gør jeg tit. En, to, tre, frie og så fem. Femten minutter tilbage.

Seks, syv, otte, ni og endnu en gang ti. Det gamle schweiziske ur mangler et glas til at beskytte dens mønstrede urskive. Hvor tandhjulene får verden til at gå så langsomt.

Det er svært at tro, at der er gået nogen tid siden sommer. Kun de halvt smadrede frosne ruder, viser, at der er en verden udenfor. Der stadig fortsætter frem, selvom jeg ikke længere gør. Vinternatten er kold og jeg drømmer mig væk til den sommer.

At vi lå i græsset side og side. Rørte kun med fingerspidserne, det var som at eksplodere. Din hud mod min, min hud mod din. Vi ville bruge mange aftener på skinny-dipping i havets rolige natte bølger, hvor vi bag efter ville gå ned bag iskiosken for at tage endnu et stød.

Dine hænder der famler efter noget kød at bore sine negle ind i. Men før lyden af min åndenød ramte overfladen, kom du der igen. Midt på den åbne strand, med mig mellem dine lår.  Du kyssede ikke når vi var færdig, det blev igen til fingerspids mod fingerspids.

Jeg trækker hætten på hættetrøjen op hovedet, lyden af vinden der suser udenfor. River inde i, og minder alt for meget om pinsels skrig, og noget andet som ikke vil frem. Tik, tok, tik, tok. Tiden slår endnu en smuttur. Og for hvert sekund stiger uroen, det er som at rummet er fyldt med en klistret masse. Den stiger mod loftet, mens den ler af min ynkelighed. Siger ”Døren er lige der, den er ulåst.” Men jeg våger ikke at modsætte mig ham.

Jeg ser endnu en sommerdag, den ser lykkelig ud. Familier der tuller rundt langs strandkantens ubeskrivelige ro. Vinden kærtegner sivmarken, der skarpt men præcist skærer i mine skinneben. Solen varmer skyggen op, og jeg beslutter at gå tilbage. Tilbage til huset med stråtaget, der er en smule skævt. Men der er stadig lykkeligt, stadig roligt.

Det gamle æbletræ hilser mig velkommen hjem. Jeg træder ind gennem den kongeblå trædør, der knirker så voldsomt, når du åbner og lukker den.

”Jeg er hjemme.” Råber jeg og smider den flettede strandtaske på gulvet. Jeg tager den fugtige hættetrøje af og smider den på det støvede gulv. Noget lugter friskt, måske af kanel. Hvilket er underligt for det er midten af juli. Jeg finder ikke mor i grydernes røg, dog finder jeg en halvkogt rotte i karamelsovs. Dens øjne stirrer så hjælpeløst op på mig, men alt jeg har lyst til at gøre er at kaste op.

Bumb. Lyder det fra lige over mit hoved. Plankerne ser ud til at knage, som om at der er et par tykke tunge støvler, der roligt men præcist går mod altanen. Jeg ryster over det hele.

”Mor! Far!” Råber jeg op mod anden sal, men intet svar kommer. Jeg tvinger mig selv til at gå ud i stuen, det uldne tæppe krassere under mine bare fødder. Kakkelovnen brænder på fuldt drøn, og noget inde i mig vender sig.

Far lader den aldrig stå tændt midt på dagen. Og da slet ikke på en så varm sommerdag som i dag. Jeg lister op ad den skæve trappe, jeg standser på det sidste trin. Holder vejret og minder mig selv om, at de sikkert bare sover.

Jeg sætter hånden på trævæggen, med en indre ro. Eller det er hvad jeg tror, for få millimeter fra min hånd, er der noget rødt.

Mine næver trækker sig sammen, og jeg får åndenød. For gulvet foran mig flyder med den røde væske. Fodaftryk er sparket ind i væggene, nogle kradsemærker trækker langs væggene. Nogle fotos var revet ned, og vores smile glade ansigter, så nu så triste ud. Liggende der i noget så klistret, og modbydeligt.

”Far? Mor?” Hvisker jeg ud i den støv op lyst gang. Hvor små fnug danser lykkeligt mellem mine langsomme skridt.

Men de svarer ikke, og deres dør står på vid gab. En lugt af handlingslammelse stopper mig i dørkammen. Lugten siver ind ad næseborene. På gulvet ligger to klude med udspilede øjne, der stirrer tilbage på mig med et bedende blik. Deres munde er fastfrosset i et skrig, og nogle sidste ord.

De holder om hinanden, og jeg skriger. Skriger så højt at vinduerne burde briste, men det gør de bare ikke. Lugten af fyrrenåle og karamelsovs blander sig med blod. Og bliver til en klistret masse, som mine knæ synker ned i.

Synet flakker.

Han står i dørkammen af den kongeblå dør, med en pose i den ene hånd og en cigaret i den anden. Sneen raser ned udenfor. Og det schweiziske ur dingler højlydt.

”Lav mad.” Brummer han og hiver mig op fra sofaen, så den kolde te bliver spildt ud over hele gulvtæppet. Han giver slip på mine hårrødder og giver mig et sidste skub ud i det kolde snævre køkken.

Jeg begynder at rode med potter og pander uden helt at vide, hvad jeg skal gøre. Posen bliver smækket ned foran mig.

Han smiler grumt med sit fine tandsæt. Før han sætter sig ind og ser nyhederne på den nyinstallerede faldskærm, der erstattede det min far havde købt i dyre domme tilbage en gang i 80’erne. Det var der jeg ville se de diverse børneprogrammer med en skål popcorn i hånden og en flaske cola foran mig.

Jeg skræller kartofler, river mine stivfrosne fingre på den skarpe kniv. Fordi mine øjne og ører er helt andre steder.

Den boblende gryde skummer over, og jeg hører ham grynte over endnu et talkshow. Før kartoflerne er færdige med at koge.

Jeg dækker op til en, og åbner en flaske vin, fra vinkælderen som aldrig blev færdig. Han rejser sig fra sofaen og giver min kind et ømt kys. Men hans hånd strammer om min over arm, hans negle borer sig ind i knoglerne.

”Skal de ikke have noget?” Spøger han og vender blikket mod den åbne skabslåge. Den jeg aldrig kigger imod, for det er ikke blot et men to monstre, der gemmer sig derinde. Jeg tager en af kartoflerne fra grydens varme vand.

Og gik med langsomme urolige skridt mod skabet. Hvor kluden nu var adskilt og nu hang med hovedet ned ad.

”Tag to ikke en.” Gryntede han bag mig, jeg snurrede rundt og fik vendt ryggen til de massakrerede klude. Jeg påtvinger et roligt smil. Det er jeg blevet meget god til på det seneste.

Jeg sætter et kys på hans kind, men rører ham ikke med andet end mine læber. At rører ham, er som at røre ved et elektrisk hegn.

”Godt, og giv dem så også et kys på kinden” siger han og tager hårdt fat om min hestehale. Jeg udstøder et hyl, og for så en på skrinet.

”Hold din kæft din møgso. Jeg kan ikke have at hele nabolaget hører dig.” Jeg tager dybe indåndinger og venter på at han skal gå i udbrud, men han giver slip og skubber mig mod skabet. Normalt ville han sidde med ryggen til, så han ikke kun se om jeg kyssede kludene eller skabets lågen.

”Kys dem.” Beordrer han, og kaster to kartofler efter mig. De rammer lige ned foran mine fødder, og jeg er frosset i to sekunder. Før jeg samler dem op og stikker dem i munden, på de to slappe klude. Noget af deres hud er ved at gå i opløsning, og jeg er sikker på, at mor har mistet det ene øre. Jeg binder godt sammen om indersiden af min kæbe, og beder til at to hurtige kys er tilfredsstillende nok for ham.

”Det kan du godt gøre bedre,” grynter han og nærmest skubber mit ansigt op i ansigtet på min far. Hans hånd strammer så meget om mit hoved, at jeg er bange for, at han vil lave brud på min hjerne. Mine læber ryster, da de kommer i kontakt med den afskallede hud.

”Der det var jo ikke så slemt,” siger han og hiver mig op på begge ben igen. Han smiler så grådigt mens han stirrer på mit tildækkede bryst. Det hele snurrer og jeg ved, hvad han vil. Han trækker mig op ad de skæve trapper.

Min krop bliver kastet mod væggen oppe på første sal. Noget i skallen trykker, trykker så det runger og alt lyden forvinder.

Han står ved trappens kant. Hans sorte hår går i et med de nu sorte planker, som han havde holdt en lighter hen over en gang for noget tid siden. Han var så fast besluttet på a brænde stråhuset ned, og brænde med det.

Han tager fat om mine ben og helt automatisk som en raket sparker jeg mine ben mod ham. Han skriger og så bliver der stille. Hans krop ligger nede for enden med synet frosset mod skabet.

Nu var det kun lyden af den hylende vind og kakkelovnen, der lystigt brænder de sidste rester af træ.   

 

views
0