Opgang F

Gyser-noveller

Regnvejrspigen
af Malue S. Meyer

Klokken ringede ud. Jeg skyndte mig ud sammen med min bedste ven, Mads. Han var også min eneste ven. Lugten af våd asfalt slog os i møde. Det stod ned stænger, så derfor trak jeg hætten på min hættetrøje ned over hovedet. Mads brokkede sig.

“Øv for helvede! Jeg har glemt med regnjakke derhjemme!” surmulede han.

Jeg lo ad ham.

“Surt show”

Han puffede til mig. Da jeg løftede hovedet igen, så jeg hende. Regnvejrspigen. Hun stod midt ude i regnen. Regndråber løb ned ad hendes kinder og videre ned af hendes hvide kjole, der var smurt ind i rødt blod. Jeg stoppede op og stirrede på hende. Hun så slet ikke på mig. Ikke til at begynde med. Jeg kunne mærke farven forsvinde fra mine kinder. Flere af mine klassekammerater havde fortalt mig historier om hende. De sagde, hun havde gået på skolen for ti år siden, og hun var død i en bilulykke som otteårig. En eller anden klovn havde skubbet hende ud foran en bil i fuld fart. Både lærerne og eleverne påstod, at hun hjemsøgte skolen. Jeg troede ikke på det, indtil jeg så hende. Mads så forvirret på mig.

“Hvad er der galt, mand? Er du okay?” spurgte han.

Jeg pegede på hende.

“Det er hende. Pigen, som de andre snakker om” sagde jeg forskrækket.

Mads kiggede skræmt den vej, jeg pegede og brød så ud i latter.

“Der fik du mig! Du var lige ved at få mig til at skide grønne grise i en måned, Isac!”

“Men hun er lige der for helvede! Kan du ikke se hende?”

Han rystede på hovedet og tog mig i armen.

“Kom så. Du har hørt for mange røverhistorier”

Jeg så efter den lille pige, der langsomt drejede hovedet og så på mig. Der løb lidt blod ned fra hendes tænding. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så på mig med et ubehageligt undersøgende blik. Jeg ignorerede hendes blik og prøvede at koncentrere mig om noget andet.

Mads fulgte mig hjem den dag. Jeg kunne ikke få pigen ud af mit hoved. Hun var så

uhyggelig at se på. Jeg huskede hendes små uskyldige brune øjne, der havde fanget mine øjne. Så uskyldig. Hvilken idiot kunne få sig selv til at skubbe hende ud foran en bil? Sku ikke mig. Jeg gik ud i haven for at se til hønsene. Det regnede stadig meget. Mens jeg gav hønsene mad, bemærkede jeg en sær skikkelse bag et træ. Jeg bildte mig selv ind, at det var et egern, men skikkelsen var for stor. Da jeg var på vej ind, så jeg hvad det var. Det var hende igen. Jeg stoppede op og så på hende. Regnvejrspigen smilede sødt og vinkede. Jeg vinkede forvirret tilbage.  

“Skal vi lege?” spurgte hun.

Jeg stirrede på hende uden at svare. Hun gik hen til mig, men jeg skyndte mig ind og lukkede alle døre og vinduer. Hun skulle fandme ikke ind i mit hus. Jeg gik ind på mit værelse, trak gardinerne for og tændte op for lidt musik for at tænke på noget andet. Det virkede ikke. Jeg kom til at tænke på noget, en af mine venner havde fortalt mig. Han havde fortalt mig, at regnvejrspigen udvalgte et offer hver fuldmåne, hvor det regnede. Men hvorfor? Hvorfor gjorde hun det? Havde hun udvalgt mig? Var det fuldmåne i nat? Det vidste jeg ikke. Jeg kunne se hendes skygge ude foran mit vindue. Hun stod og stirrede fortabt ind. Jeg havde lyst til at jage hende væk, men med hvad? Hun var jo et genfærd.

“Hvad kunne man skræmme hende væk med…?” tænkte jeg og fik så en ide.

Et kors! Man sagde at det virkede på vampyrer, så hvorfor skulle det ikke virke på et genfærd? Jeg fandt en halskæde med et kors i kæden i min mors smykkeæske, stormede ud i haven mens jeg stadig havde modet og holdt korset op foran mig.

“Forsvind med dig, genfærd!” snerrede jeg med lukkede øjne.

Der kom ikke noget svar. Jeg åbnede øjnene og opdagede, at pigen var væk. Det var helt sikkert korset, der havde skræmt hende væk. Jeg åndede lettet op og gik ind igen. Hun kom sikkert ikke tilbage, mente jeg.

Alting gik, ellers som det plejede. Jeg lavede lektier, ordnede pligter, spiste aftensmad, så fjernsyn og gik i seng. Udenfor regnede det stadig meget voldsomt. Jeg kunne skimte månens svage lys i vinduet. Min dyne var blød og lun. Sengetøjet duftede af mors vaskemiddel, der var så god. Det duftede som blomster. Den rolige lyd af regnen mod mit vindue, var så hyggelig. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg hørte en underlig lyd. Det lød som nogen gik ind på mit værelse. Det var en lav skikkelse, der kom ind på mit værelse. Jeg satte mig op. Selv i mørket kunne jeg se hende. Regnvejrspigen. Hendes hvide kjole og blege hud lyste svagt op i mørket. Hun smilede til mig på en sød måde. Jeg var skræmt fra vid og sans. Hun satte sig ved siden af mig på sengen.

“Skal vi lege?” spurgte hun pludselig med sin søde uskyldige barnestemme.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Var det nu en god ide at ´lege´ med hende? Hvad nu hvis hun ikke mente lege, sådan som jeg troede hun mente det? Jeg fik fat i halskæden med korset i, der lå på mit natbord. Jeg holdt det op foran mig, for at holde hende væk, men hun blev ikke den mindste smule bange ud. Hun så bare på korset med et forvirret blik.

“Den er flot. Har du fået den af dine forældre?” spurgte hun.

Jeg svarede hende ikke. Min krop var lammet. Hendes brune øjne stirrede ind i mine blå øjne.

“Vil du lege med mig, Isac?” spurgte hun.

“Hvorfra kender du mit navn?” spurgte jeg.

Hun grinede hemmelighedsfuldt og smilede så.

“Du er sjov! Sig noget mere sjovt”

Jeg rystede på hovedet.

“Det kan jeg ikke. Jeg skal sove nu,” beklagede jeg.

Hun så bedende på mig.

“Kom nu Isac. Vil du ikke nok lege med mig? Jeg er så ensom, og du er den eneste der har talt til mig i lang tid. Kan vi ikke godt lege bare en lille smule?”

Jeg fortalt hende tre vittigheder og ligegyldige hvor platte de end var, grinede hun af dem alligevel.

“Skal vi være venner?” spurgte hun så.

Jeg bed mig i underlæben. Hvordan skulle jeg sige det til hende på en pæn måde?

“Hør… du er død. Det har du været meget længe nu. Vi kan ikke være venner. Du skal videre nu, ikke? Du skal jo til paradis,” sagde jeg opmuntrende.

Regnvejrspigen stoppede med at smile og le. Hun fik et underligt stoneface, som ikke afslørede noget. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre.

“Vi skal være venner,” sagde hun med en sær stemme.

Det var som om hendes stemme var to forskellige stemmer. Hendes egen lyse og en fremmed dyb stemme. Hun spærrede øjnene op og langsomt blev pupillerne større. Hele øjet blev sort. Hun lænede sig ind over mig. Jeg krøb baglæns. Hun rejste sig. Hendes sorte øjne og mørkebrune hår gjorde hende mere skræmmende at se på.

“Vi skal være venner,” gentog hun.

“Sku ikke når du gør det der,” svarede jeg.

Hun rakte hånden frem for at røre ved mig.

“Vi skal ud og lege sammen,” sagde hun igen med den der gyselige stemme.

Jeg tændte lyset. Regnvejrspigen blev gennemsigtig og sværere at se. Hun så fortabt og vredt på mig.

“Jeg ville jo bare være venner! Jeg troede du vidste, hvordan det er at være ensom!” sagde hun.

“Jeg ved udmærket, hvordan det er at være ensom, men vi kan ikke være venner. Du er død, og du skal søge hvile nu”

Hun så vredt på mig.

“Du er ligesom alle de andre!” hvæsede hun.

Så forsvandt hun. Puf! Helt væk. Man kunne ikke se, hun havde været her. Jeg fik lidt ondt af hende. I al den tid havde hun ledt efter en ven for ikke at være ensom, og hvad gjorde jeg? Jeg skubbede hende fra mig, ligesom alle andre gjorde. Det var dumt af mig. Ensomme burde holde sammen, det havde hun ret i. Jeg var sikker på, at det var sidste gang jeg skulle se hende.

To dage senere blev det fredag. En meget våd fredag. Det var meningen jeg skulle følges med Mads, men han var ikke i skole den dag. Da jeg kom ind i skolegården stivnede jeg. Midt i skolegården mellem alle eleverne stod en hvidklædt lav skikkelse. Først bildte jeg mig selv ind, at det ikke var hende. Så vendte den hvide skikkelse sig om. Hendes øjne var helt sorte, og hendes hud var helt bleg. I hånden havde hun en stor jagtdolk. Blodet løb ustoppeligt fra hendes tinding og videre ned ad hendes hvide kjole. Hun så fortabt ud. Det var hende. Regnvejrspigen!

“Vi kan være venner. Bedste venner for altid” sagde hun med sin lyse stemme, der stadig havde den underlig mørk klang og strammede grebet om dolken.

Hun lagde hovedet langsomt på skrå og så på mig med store ubehagelige øjne. Hendes mundvige trak sig langsomt op i et lille svagt smil.

 

 

views
2